Gør drømmen om en aktiv livsstil til virkelighed
Drømmer du om at få en mere aktiv livsstil, men har du svært ved at overskue, hvordan du kommer i gang? Det behøver slet ikke at være så krævende. Mange skræmmes af tanken om at skulle dyrke sport og har svært ved at overskue det tidsmæssigt. Nedenfor får du fire gode råd til, hvordan du med små ændringer i hverdagen kan oparbejde gode og sunde vaner i din hverdag.
1. Vær bevidst om dine spisevaner
Spis gerne flere små måltider frem for få store. På den måde holder du dit blodsukker stabilt gennem dagen og undgår at overspise til måltiderne. Væn dig til kun at tage én portion og lad gerne maden stå i køkkenet, så du skal rejse dig for at tage mere.
2. Spis groft og vælg fuldkorn
Både når det kommer til grøntsager og kornprodukter giver det god mening at vælge de grove varianter som f.eks. kål og fuldkornspasta. Når du spiser grove madvarer, spiser du automatisk langsommere, idet du tygger mere på maden. Dermed får du tid til at mærke efter, om du er mæt, og du kan dermed lettere undgå at overspise.
3. Få din nattesøvn
Voksne har behov for 7-8 timers søvn hver nat. En god nattesøvn har mange positive virkninger, herunder blandt andet at immunforsvaret styrkes, kroppens stresshormoner reduceres, hukommelsen forbedres, og appetitten reguleres.
Undersøgelser har vist, at personer som ikke sover nok har større tendens til overvægt og stress samt generelt er mere trætte og irritable.
4. Bevæg dig mere
Med små ændringer vil du med garanti kunne få flettet mere aktivitet ind i din hverdag. Prøv at tage trapperne i stedet for elevatoren – også når du er træt og ikke orker det. Bevæg dig i dine pauser på arbejdet – tag kaffekoppen og kollegaen med på en gåtur i stedet for at sidde i pausestuen. Tag et kig på dine transportvaner – er det muligt at cykle til og fra arbejde i stedet for at tage bilen eller bussen? Måske bare lidt af vejen? Det hele tæller.
Hvis du har overskud til det, kan du også begynde på en sportsgren. Find noget du synes er sjovt og motiverende, så det ikke bliver en sur pligt, men et godt afbræk i hverdagen.